---
title: "Nest tilbud på Søndersøskolen"
description: "NEST klasse til elever med og uden autisme."
date: "2026-03-18"
created: "2025-03-31"
---

[Hjem](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/)

                    [Vores skole](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/vores-skole)

                [Nest tilbud på Søndersøskolen](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/vores-skole/nest-tilbud-paa-soendersoeskolen)

# Nest tilbud på Søndersøskolen

Visionen bag Nest er at læring skal finde sted i en omsorgsfuld rede, deraf navnet Nest.

Nest undervisningens struktur og organisering danner grundlag for god læring og trivsel for alle børn, og undervisningen er udviklet på baggrund af særlige værdier.

Nest er en pædagogisk praksis, hvor børn med social kognitive udfordringer er en del af læringsfællesskabet i en almen klasse og i FFO’en. I en Nest klasse er der 16 elever i alt. 12 af elever kommer fra skolens distrikt, og 4 elever er visiteret til nest klasse. De har typisk en diagnose inden for autisme-spektret og vurderes at kunne trives og lære i almenmiljøet med de rette rammer.

Erfaringen med Nest er, at alle elever både med og uden socialkognitive udfordringer profiterer af at være i en Nest klasse. Det gælder både fagligt, socialt og i forhold til adfærd. Undersøgelser af den første gruppe af børn fra Nest klasser viser, at børnene med autisme udviser signifikant mindre adfærd, der forbindes med autisme, nu end fra start. Nest-klasserne ligger generelt på niveau med andre klasser i forhold til trivsel og fravær.

Nest-programmet er startet i New York i 2003. Aarhus Kommune har hentet programmet til Danmark og her startede de første klasser i 2016.

## Om Nest

###

                                    Værdier i Nest

- Børn er mere ens end forskellige og bør undervises sammen
- Hvis børn ikke lærer på de måder, vi underviser dem på, må vi undervise dem på måder, så de lærer

På Søndersøskolen tror vi på værdierne i Nest, som også er i tråd med det fælles lærings- og dannelsessyn i Furesø kommune. Alle børnene i Nest klassen har med de rette rammer og betingelser glæde af at være i stærke fællesskaber i almenmiljøet. Planen er, at der fremadrettet oprettes en Nest klasse hvert år som en del af vores 0. årgang på Søndersøskolen.

###

                                    Organisering

- Der er som udgangspunkt to voksne i klassen, der underviser efter en struktureret to-lærermodel
- Det pædagogiske personale er særligt kvalificerede til at undervise efter klasserumsmetoderne i Nest.
- Den fysiske indretning understøtter trivsel og læring for alle elever i klassen. Klasselokalet er blandt andet indrettet med tydelige piktogrammer,  læringsstationer, pausestol og er således med til at danne en tryg ramme for eleverne i løbet af dagen.
- Både gangareal og klassens lokale gør brug af visuel understøttelse.

###

                                    Tæt samarbejde mellem skole, PPR og skoleforvaltning

Søndersøskolen samarbejder med PPR og skoleforvaltningen om etablering, udvikling og driften af Nest klasserne. Der er tilknyttet psykologer og pædagogiske vejledere til de forskellige Nest klasser, og de har et tæt og forpligtigende samarbejde med det pædagogiske personale om elevernes trivsel og udvikling.

###

                                    Hvordan får mit barn en plads i Nest klassen?

De fire pladser til elever med socialkognitive vanskeligheder besættes gennem kommunens visitationsudvalg. Antallet af visiteret pladser kan stige i takt med skoleforløbet.

De øvrige 12 pladser besættes af distriktsbørn. Hvert forår inviterer skolen forældre til kommende skolestartere til informationsaften om skolen, hvor vi bl.a. informerer om Nest tilbuddet.

Man kan som forældre tilkendegive interesse for Nestklassen inden skolestart. Det er skolen, der sammensætter homogene klasser på årgangen ud fra de vedtagne principper for klassedannelse.
