---
title: "Nyttig viden"
description: "Karakterer, tests, skolemad, mm."
date: "2026-04-22"
created: "2023-10-12"
---

[Hjem](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/)

                    [Vores skole](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/vores-skole)

                [Nyttig viden](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/vores-skole/nyttig-viden)

# Nyttig viden

Skolelivet er fyldt med små og store skridt. Når du har indsigt i hverdagen, bliver det lettere at bakke op, stille de rigtige spørgsmål og være der, når det gælder. Sammen skaber vi trygge rammer for læring og udvikling.

## Praktisk information

###

                                    Årsplaner

På Søndersøskolen udarbejder lærerne årsplaner for deres undervisning.

Årsplanen er et arbejdsredskab for lærerne, hvori de planlægger undervisningen i fagene for det kommende kvartal. Årsplanen skal afspejle lærernes læringsmål for faget.

Der udarbejdes årsplaner i alle fag, og de skrives i Meebook.

Forældre har adgang til årsplanerne i Meebook via eget Uni-login. Vejledning og hvordan man får uni-login fås på [www.meebook.dk](http://www.meebook.dk/) . Vælg login-in med Uni-login - og vælg glemt login, så bliver man guidet i at få oprettet sit uni-login.

###

                                    IT og digital dannelse

På Søndersøskolen ønsker vi at skabe en nærværende, afvekslende og motiverende undervisning i en skolehverdag, hvor stærke og forpligtigende fællesskaber skal være med til at skabe tryghed og tilhørsforhold for alle skolens elever.

Søndersøskolen er mobilfri – det er vores udgangspunkt. Elever på Søndersøskolen bruger kun skærme og digitale enheder, når det pædagogiske personale finder det relevant.

Vi har en del devices til rådighed for eleverne i skoletiden, ligesom der også er mange elever, som bruger deres eget device. De ældste elever i 6.-9. klasse medbringer eget device, hvis de har mulighed for det. Alternativt får de stillet et device til rådighed af skolen. Alle har mulighed for at låse deres device m.m. inde i eget locker, hvis de har lejet et hos MyLocker.dk (6. klasse) eller Elevskab.dk (7.-9. klasse). 0.-3. klasse har iPads i klassesæt, og 4.-5. klasse har flere vogne med PC'ere.

På Søndersøskolen har vi udarbejdet principper for skærmbrug og digitale enheder.  Her er det besluttet, at hele skolen er mobilfri.  Eleverne låser deres mobiler ind i mobilskabe fra morgenstunden, og de får dem udleveret igen, når skoledagen er slut. Det er det pædagogiske personale der vurderer og beslutter, om der skal bruges mobiler eller skærme i undervisningen.

Vi tilbyder eleverne gratis IT-programpakker og - hjælpeværktøjer i form af Office 365 (i skyen og til fuld download),  AppWriter (læse- og skrivestøtte i dansk og sprogfagene), og alle programmer eller Apps tilgås ved brug af elevens Uni-login.

Søndersøskolen har fokus på den digitale dannelse i forhold til fag, medier og digitalt mindset hos eleverne. Det spiller godt sammen med det nye Furesø Fælles Læringssyn i et 0-18 års perspektiv, hvor fokus er på bl.a. medinddragelse med henblik på medborgerskab. Vores elever skal gerne være kritiske, kreative og reflekterende medborgere, der med "et digitalt filter i hovedet" trygt kan møde fremtiden.

###

                                    Karakterer

8. og 9. klasse får tre årlige standpunktskarakterer.

1. standpunktskarakter gives ultimo november og overføres til optagelse.dk pr. 1. december.

2. standpunktskarakter gives for 9. klasse ultimo januar - og overføres til optagelse.dk, hvor den bruges, når der skal sendes tilmeldinger til ungdomsuddannelse afsted medio marts.

2. standpunktskarakter for 8. klasse gives ultimo februar.

Sidste standpunktskarakter gives for 9. klasse lige før de skriftlige prøver og for 8. klasse medio juni.

Læs mere om kravene til [standpunktskarakterer her.](https://www.uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-proever/faglig-forberedelse/standpunktskarakterer "standpunktskarakterer her.")

Karaktererne for afgangsprøverne udleveres på afgangsbeviset på dimissionsaftenen, og overføres til optagelse.dk ultimo juni måned.

###

                                    Nationale overgangstests

De nationale overgangtest er et værktøj til den løbende evaluering i folkeskolen. Testene er et pædagogisk redskab til lærerne, og de kan bidrage til den videre tilrettelæggelse af undervisningen.

På baggrund af testresultaterne kan lærerne målrette undervisningen til den enkelte elev, og i højere grad arbejde med undervisningsdifferentiering.

De nationale overgangstest er

- it-baserede – eleverne besvarer testene på en computer.
- selvscorende – lærerne skal ikke selv rette testene, men får leveret resultaterne.

###

                                    Øvrige prøver og tests

En gang årligt afholdes skriftlige terminsprøver for 9. klasse. Prøverne afholdes typisk i ugerne efter juleferien og omfatter dansk retskrivning/læsning, dansk skriftlig fremstilling, matematik problemløsning og færdighedsregning, engelsk, de tre naturfag samt tysk/fransk.

Formålet med terminsprøverne er, at eleverne kan afprøve de forhold, der udspiller sig, når de skriftlige prøver senere gennemføres. Terminsprøverne afvikles ud fra prøvecirkulærets bestemmelse for afviklingen af de skriftlige prøver.

Eleverne får tildelt opgaver, der er på niveau med opgaverne til den skriftlige prøve. Evalueringen foregår efterfølgende på det enkelte hold, og bedømmelsen gives i form af en terminskarakter.

De skriftlige prøver for 9. klasse ligger primo maj og de mundtlige fra ultimo maj til ultimo juni.

Læs mere om [Folkeskolens Afgangsprøver her](https://www.uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-proever)

I løbet af hele skoleforløbet er der forskellige tests og evalueringer i de centrale fag.

###

                                    Buskort

Hvis elever har langt til skole, kan de få et buskort. Afstanden, som giver adgang til et buskort, varierer efter hvilket klassetrin eleven går på.

- 0.-3. klassetrin: 2½ km
- 4.-6. klassetrin: 6 km
- 7.-9. klassetrin: 7 km

For de børn som går i vores basisklasser gøres en konkret vurdering i fht. det enkelte barn.

Elever, som IKKE bor i skolens skoledistrikt og selv har valgt at gå på skolen, skal selv sørge for finansiering af transporten.

Kontakt skolens kontor, hvis I har behov.

###

                                    Lån af skolens lokaler

Hvis du er forældre og har et barn gående på vores skole, og gerne vil låne et lokale på skolen i forbindelse med arrangementer i klassen, skal du blot henvende dig til skolens kontor.

Hvis I er en forening eller et hold på aftenskolen, som ønsker vil låne et at vores lokaler, er det muligt efter kl. 16:00 på hverdage og i weekender. Du skal booke via [Tilskuds- og lokalebookingportalen](https://soendersoeskolen.furesoe.dk/MOLIRIPAGE/eb857cd5-96d7-4f41-950e-e8de5c7fbc03 "Tilskuds- og lokalebookingportalen") på Furesø kommunes hjemmeside.

Skolemad

Her på Søndersøskolen bliver skolemad leveret af Bistrup og Nør. Forældre, lærere og elever kan bestille maden via hjemmesiden eller appen af samme navn senest kl. 7. Maden leveres til skolen i kølebiler.

                            [Bistrup og Nør](https://bistrupognoer.kanpla.dk/)

Skolemælk

Vi får leveret mælk fra Skolemælk. Skolemælk er en abonnementsordning og mælken bestilles online.

                            [Skolemælk](https://www.skolemaelk.dk/)
